Årsregnskab 2021/22 med rekordvækst i omsætning og investeringer
Mekoprint koncernen har endnu engang sat omsætningsrekord. I det netop offentliggjorte årsregnskab for 2021/22 steg omsætningen med 28 % til 729 mio. kr.
– Det er meget tilfredsstillende, at vi igen har oplevet en markant vækst. Efterspørgslen fra kunderne har aldrig været større, og vi oplever stor tilfredshed med kombinationen af vores mange produktionsteknologier inden for hver division og på tværs af hele virksomheden, siger CEO Anders Kold om styrken i at være over 700 højt specialiserede medarbejdere.
Virksomheden har en målsætning om at runde en omsætning på en milliard kroner i 2025 og fremgangen i det seneste regnskabsår viser ifølge Anders Kold, at virksomheden er godt på vej til at indfri forventningerne.
Han glæder sig over, at Mekoprints fire divisioner – Graphic Electronics, Cables, Mechanics og Micromechanics – alle har præsteret fremgang i omsætningen på mellem 19 og 35 procent i 2021/22.
Årets resultat i Mekoprint Holding A/S blev på 44 mio. kr. efter skat, hvilket er på niveau med året før, men et fald i indtjeningsgraden fra 8 % til 6 % efter skat. Når resultatet ikke er steget i takt som omsætningen, skyldes det en række uforudsete ekstraordinære omkostninger i forbindelse med prisstigninger på energi, råvarer, valutaudsving, stigende renteniveauer og krigen i Ukraine.
– Ligesom de fleste andre produktionsvirksomheder har vi haft problemer med leveringer i hele forsyningskæden og har været ramt af store prisstigninger fra alle typer leverandører. Derudover måtte vi lukke vores fabrik i Ukraine i halvanden måned på grund af krigen. På den baggrund er resultatet tilfredsstillende, selvom det ikke er steget i takt med omsætningen, forklarer Anders Kold.
Rekord investeringsniveau og ny investeringsplan på over 150 mio. kr.
Med til historien hører også, at Mekoprint foretog investeringer på 74 mio. kr. i 2021/22, hvilket var det højeste niveau i virksomhedens historie. Mekoprint købte blandt andet 67 procent af aktierne i virksomheden Microturn, og dermed er Mekoprint blevet den største udviklingspartner og leverandør af mikrokomponenter i Norden.
Mekoprint arbejder også fremadrettet med et ambitiøst investeringsprogram og vil i de kommende tre år foretage investeringer for omkring 150 mio. kr., hvoraf 90 mio. kr. investeres allerede i 2022/23 for at imødekomme den stigende efterspørgsel og øge automatiseringen.
– Vi foretager rekordstore investeringer for at understøtte vores vækstambitioner og den strategiske retning, vi har sat for vores fire divisioner. Investeringerne skal gøre Mekoprint til en endnu mere attraktiv samarbejdspartner, og vi skal være med helt i front – ikke mindst når det gælder den teknologiske udvikling. Herudover vil vi i stigende grad udvikle produkterne i samarbejde med vores kunder og går målrettet efter at blive totalleverandør af kundespecifikke komponenter i et endnu tættere samarbejde med kunderne, siger Anders Kold.
Strategi handler om mere end økonomi
Udgangspunktet for Mekoprints overordnede strategi er at gøre det nemt for kunderne at udvikle deres forretning i partnerskab med Mekoprint, men strategien handler ikke kun om at skabe størst mulig omsætning og overskud.
Bæredygtig udvikling har høj prioritet i industrikoncernen, som arbejder med en firebundlinjer, der hele tiden skal holdes i balance i forhold til hinanden – arbejdsglæde, økonomisk vækst, kundetilfredshed og samfundsansvar.
– Udover at sikre en god økonomisk udvikling i Mekoprint har vi et stort fokus på at være en god arbejdsplads, skabe gode og langvarige relationer til vores kunder og tage ansvar for det samfund, vi er en del af. Derfor har vi også klare målsætninger på disse områder. Vi vil for eksempel være CO2-neutrale i 2025, og vi tager løbende nye initiativer for at blive endnu mere miljøvenlige, siger Anders Kold.
Læs den fulde årsrapport eller dansk resume her.